Covadonga

"Bataljen" ved Covadonga

Kronik af Alfonso III (866-910)

(...)  Men lad os vende tilbage til tiden, da sarracenerne invaderede Hispania. Det var den 2. november 714.

Efter at have undertrykt riget og regionerne ved at dræbe mange med sværdet, pacificerede araberne resten med fredstraktater. Hovedstaden Toledo faldt, overvundet af ismaeliterne. Byen gik i sejrherrernes tjeneste. Der blev indsat guvernører i alle provinser. Man betalte skatter til den babylonske konge i mange, mange år, indtil ismaeliterne valgte deres egen konge, som installerede sig i hovedstaden Córdoba.

På den tid hed guvernøren for denne region (Asturien) Munnuza. Han var en af Tariqs venner. Samtidig ankom en vis Pelayo og hans søster til Asturien. Pelayo var tidligere højtstående officer hos de vestgotiske konger Witiza og Rodrigo, som var blevet fortrængt af ismaeliterne.

For at vinde søsteren sendte Munnuza Pelayo til Córdoba som kurér. Før Pelayo vendte tilbage, giftede Munnuza sig ved hjælp af list med søsteren. Pelayo accepterede ikke giftermålet. Han ønskede at bevare den kristne race og gjorde nu modigt revolte mod ismaeliterne. Så sendte den skurkagtige Tariq soldater til Munnuza for at fange og betvinge Pelayo og føre ham til Córdoba i lænker.

Soldaterne prøvede ved forrræderi at fange ham i en by kaldet Brece, men kaldæernes plan blev afsløret for Pelayo af en ven. Han indså, at han ikke alene kunne klare de talrige sarracenerne.  Han flygtede og undslap forfølgerne og ankom til bredden af floden Piloña. Floden var på det tidspunkt gået over sine bredder, men ved hjælp af sin gode hest kom han til den anden side og red op på en bjerg.

Sarracenerne forfulgte ham ikke op i bjerget. Han mødte mange trosfæller, som slog sig sammen med ham. De klatrede op til på et bjerg kaldet Auseva, hvor der var en grotte på en bjergtop kaldet Covadonga, som Pelayo kendte, og som var meget sikker. Fra denne store grotte udsprang en bæk kaldet Enna. Pelayo udsendte en appel til alle asturianere. Mange strømmede til hjælp og valgte ham til konge.

Da det kom til soldaternes kendskab, skyndte de sig til Córdoba og fortalte deres konge, at det var rigtigt, som Munnuza havde sagt, at Pelayo var en skurk og oprører. Da kongen hørte dette, blev han vanvittig af raseri. Han udrustede en stor hær med soldater fra hele Hispania og satte sin ven Alqamah i spidsen. Han befalede Oppa, biskoppen af Toledo og broder til kong Witiza – det var Oppas forræderi, der var skyld i goternes forsmædelige nederlag – at tage med Alqamah og hæren til Asturien. Alqamah

havde instrukser fra Tariq, at såfremt Pelayo afviste at indgå en aftale med biskoppen, skulle han tilfangetages med magt og bringes til Córdoba.  


Landskabet ved Covadonga

I spidsen for en hær på i hvert fald 187.000 mand rykkede man ind i Asturien.
Pelayo befandt sig på bjerget Auseva med sine allierede. Hæren avancerede mod ham og opstillede hele krigsmaskinen på bjerget foran grotten. Biskoppen stillede sig op på en bakke ud for Covadonga og råbte: ”Pelayo, Pelayo, hvor er du?” Biskoppen sagde til Pelayo: ”Du min søn og broder, du er jo ikke uvidende om, at hele

Hispania indtil for kort tid siden var under goternes herredømme, og at landet hævede sig højt over andre lande m.h.t. viden og kundskab. Når en strålende gotisk hær var ude af stand til at modstå ismaleliterne, hvordan vil du da kunne forsvare dig på toppen af et bjerg? Det ser vanskeligt ud. Følg hellere mit råd og red din sjæl med denne beslutning. Jeg lover dig guld og grønne skove i samarbejde med kaldæerne”.

Til dette svarede Pelayo: ”Har du ikke læst i Den Hellige Bog, at Guds kirke kan sammenlignes med et sennepsfrø, som igen og
igen skal vokse op ved hjælp af den guddommelige nåde?” Biskoppen svarede: ”Således står det skrevet”.
 

Et lidt idealiseret billede af Pelayo

Pelayo sagde: “Kristus giver os det håb, at vi med hjælp af dette lille bjerg, som du ser, i Hispania skal genskabe goternes herredømme og atter finde den rette vej. Jeg har tillid til Herrens løfte; det løfte han gav til David, og som skal opfyldes i os: `Jeg vil straffe deres misgerninger med staven og deres synder med pisken, men de skal ikke miste min nåde´. Og nu - idet jeg tror på Jesus Kristus’ nåde - vil jeg kæmpe mod overmagten uden frygt. Således vil jeg kæmpe mod alle, du har forrådt os til. Vi har anråbt  Herren, som er Jesus Kristus, og som er i stand til at befri os, hvor få vi end er".

Biskoppen vendte tilbage til hæren og sagde: ”Angrib og nedkæmp dem. I hørte, hvordan han svarede mig. Jeg forstår, at med den beslutsomhed, de udviser, er det umuligt at opnå en fredsaftale, med mindre vi tvinger dem til det med sværdet”.

Alqamah beordrede sine mænd til at forberede slaget. Katapulterne blev gjort klare. Lige så kasteslyngerne. Sværdene lynede. Spyddene blev slebne. Buerne blev afskudt uafbrudt. Men i dette øjeblik viste Herren sin styrke. Da stenene fra katapulterne nærmede sig den hellige Jomfru Marías kapel, som lå inde i grotten, vendte de rundt mod dem, som havde afskudt dem og dræbte kaldæerne. Og eftersom Herren ikke bruger våben, men giver sejrens palmer til den, der fortjener dem. sprængte asturernes modangreb ismaeliternes hær i to. Biskop Oppa blev tilfangetaget og Alqamah blev dræbt. 124.000 kaldæer mistede livet på Covadonga. De 63.000, som stadig var i live forcerede toppen af Auseva og flygtede ned mod Liébana gennem Amuesa. Men de kunne ikke undgå Herrens vrede. Da de var på vej over toppen, som ligger ved floden Devas bredder, fik Herren bjerget til at ryste så voldsomt, at alle 63.000 blev kastet i floden og druknede. Endnu i dag, når der er lavvande i floden, kan man se beviser på denne begivenhed.
Og tro ikke, at det er en opfundet røverhistorie. Husk på hvem der skilte Det Røde Hav, så Israels børn kunne passere, da de var forfulgt af araberne!

Da Munnuza hørte om det passerede, flygtede han til kystbyen Gijón. Han blev fanget og dræbt i en lille by kaldet Olalies sammen med alle sine mænd. Derefter blev landet befolket

med kristne, kirken blev genindsat og restaureret, og alle sendte taksigelser til Gud: ”Velsignet være Herrens navn. Han som hjælper den, som tror på ham, og som udrydder skurkene”.  


Pelayo krones til konge af Asturien

Kort efter kom Alfonso, Pedros søn, som havde været konge i Cantabrien, til Asturien. Han blev gift med Pelayos datter, Ermesinda, og han opnåede mange sejre med sin svigerfar. Til sidst blev der fred i landet. Respekten for Jesus Kristus øgedes konstant, og den latterlige kalamitet med kaldæerne blev glemt. Pelayo levede og regerede i 19 år. Han døde en naturlig død i Cangas de Onís i 737.