Kunst og arkitektur i Al-Andalus

Når man taler om islamisk kunst, er det ikke en entydig kunstnerisk udtryksform. I virkeligheden refereres der til den samlede skabende kunst og arkitektur, som var fælles for et område af enorm geografisk udstrækning, en kunst som ikke var begrænset til en enkelt etnisk gruppe, men som omfattede så forskellige områder som en stor del af det mørke Afrika, Magreb (Nordafrika), Indonesien, Den Persiske Golf og forskellige zoner i Kaukasus, Europa, Kina og Indien. Under denne overnationale betegnelse, skjuler der sig mange kulturelle forskelligheder, som er bestemt lokalt eller regionalt.

  I Islams første år opstod der en rig og varieret kunst baseret på den klassiske tradition, på den byzantinske kunst, den persiske kunst og på de undertrykte, østlige folkeslags traditioner. Til trods for dette giver originaliteten i de arkitektoniske strukturer og i de udsmykkede motiver en egen islamisk kunst, typisk for den muslimske verden. I alle de islamiske, kunstneriske værker ser man et indiskutabelt slægtsskab og en fælles udtryksform.

Udsmykningen er uden tvivl den kunstart, der udviser de største fællestræk. Man ser de samme temaer i udsmykningen, både i arkitekturen og i de lusuriøse dekorationer, uanset hvilket materiale det drejer sig om eller hvilken teknik, der anvendes. Den store overdådighed i de udsmykkede facader gør, at den oprindelige konstruktion er delvist kamufleret, en

tilstand som er kendt som "horror vacui". Ved hjælp af gentagelse af motiverne, som ofte er geometriske, og den fine kombination af de anvendte materialer og strukturen i opsætningen opnår man en tredimensional effekt, som giver bygningerne en vis mystik og lethed. Lys og vand er uundværlige elementer for at opnå denne næsten uvirkelige effekt. Både bygningerne og de dekorerede objekter, skønskriften, de sammenvævede stjernemotiver og de stiliserede, vegetale motiver, udstråler et smukt samspil med omgivelserne. De symbolske, figurative motiver bruges ofte på kunstgenstande i hjemmene i modsætning til den almindelige opfattelse af, at den islamiske tradition forbyder det. Sandheden er, at skønt traditionen ikke forbyder det, så frarådes det i høj grad, eftersom guddommeligheden ville miste sin  ikke-materielle oversanselighed ved at forsøge at give den ansigt. Af den grund findes der aldrig billedfigurer i de religiøse bygninger. Et andet meget karakteristisk arkitektonisk dekorationselement er de såkaldte "mocárabes", som adskiller forskellige rum, og som er opbygget som halvrunde eller prismatiske biceller. Motivet gentages og gentages, så det virker som en ægte bisværm.

Indenfor den spansk-islamiske udsmykningskunst fortjener følgende objekter især at blive fremhævet: Kister og skrin, krukker og bøtter - af ypperste kunstnerisk- og håndværksmæssig kvalitet - mortere, røgelseskar og (vand)haner i bronze, træskærerarbejder, lerfade og -kar, kander og vaskefade i glaseret keramik, stenbassiner og elegante søjler og pidestaler i marmor, guldsmedekunst, pragtfuldt vævede silketæpper og fremragende bogindbindinger.

 

F.s.v.a. arkitekturen er der mange spansk-muslimske bygninger, man kan beundre i dag. Blandt de religiøse bygninger må fremhæves moskeerne. Oprindelsen til moskeerne skal tilsyneladende søges i profeten Muhameds eget hus, som havde en overdækket del og en anden del under åben  himmel. Dette enkle udgangspunkt udviklede sig gradvist for til sidst at forvandle sig til et perfekt, funktionelt tempel velegnet til hjemsted for menighedens bønner.
Næsten alle moskeerne - man siger næsten, fordi i al-Andalus var der mindre afvigelser - vender mod "qibla", i Mekka, fordi der i muren på denne moské er anbragt en "mirab", hvorfra imanen dirigerer bønnerne. Moskeen er udstyret med en "alminar" (minarettårn), hvorfra "almuédano" indkalder til bøn fem gange om dagen. Et andet karakteristisk element er "shan" (haven), hvor man finder renselseskilden. Den lukkede del af moskeen, kaldet "haram", er normalt indrettet som en stor, aflang sal med skibe, som vender vinkelret mod "qibla". Skibene forlænges undertiden, så de omkranser haven. Blandt de største moskeer, som blev bygget i al-Andalus, kan nævnes moskeen i Córdoba og blandt de mere beskedne moskeen Almonaster la Real.

En anden meget karakteristisk bygning fra den islamiske verden er "madraza" (højere læreanstalt), hvor man underviste i religiøse emner og retsvidenskab. Man opførte madrazaen i en rundkreds omkring et haveanlæg, hvortil man fik adgang gennem fire store døre fra fire store "iwanes" (sale). Oven over var der værelser til studenterne. Man har bevaret en del af madrazaen i Granada, men de mest imponerende ser man i Fez (Nordafrika) og i særdeleshed madrazaen "Bu Inania".

Ligeledes af religiøs karakter byggede man i al-Andalus utallige mausolæer, hvor man begravede konger og hellige mænd. Mausolæerne var dækket af kupler og havde normalt en kvadratisk konstruktion.

F.s.v.a. den militære arkitektur må man nævne befæstningen af byerne med murværk, som med regelmæssige mellemrum var forsynet med tårne. Foran murværket havde man opført lavere forsvarsværker med skydeskår og forstærkede brystværn. Adgangsportene i murene konstruerede man ofte i vinkel med muren. Man har bevaret interessante murværker i Niebla og Sevilla.

"Las Alcazabas" (fæstningene) var også typiske, forsvarsmæssige konstruktioner, som i visse tilfælde var så store, at de indeholdt mindre byer, som f.eks. i Málaga og Almería. På billedet t.h. La Alcazaba i Málaga.

Indenfor bygningsarkitekturen må man også nævne paladserne og alcázares (kongelige slotte) som la Alhambra (Granada) og Medina Azahara (Córdoba) - sidstnævnte var en hel palads-by.

    

Et andet udtryk for spansk-muslimsk arkitektur er den store udbredelse af "hammam" (badeanstalter), nødvendige for at
opretholde hygiejnen, som er så vigtig for Islam. Den klassiske indretning består af forskellige trin, hvor vandet bliver gradvist varmere. For at opnå dette ledte man den varme luft i underjordiske rør. Luften blev opvarmet fra et centralt fyr. Der findes bevaret pragtfulde badeanstalter i Jaén og Ronda (Málaga).

Og endelig må man ikke glemme at nævne "qisarias" (lukket torv), hermetisk lukkede områder på markedspladsen, hvor man solgte de mest kostbare varer. Man har i god restaureret stand bevaret qisariaen i Granada.

"Funduq" (kornkammer) var beregnet til at opbevare varer og til indlogering af handlende. Herfra stammer ordet (det spanske ord) fonda (gæstgivergård). Man har bevaret det såkaldte Corral de Carbón i Granada.   

næste>>