Prosaen og poesien var to højt estimerede kunstarter i al-Andalus. Man elskede skønheden, æstetikken og naturen. Taifa-epoken medførte et politisk kaos, men også en ”decentralisering” af kunst og kultur, som indtil da udelukkende havde været koncentreret i Córdoba. Taifa-kongerne konkurrerede om at have det mest forfinede og lærde hof og dyrkede især poesien. En af de poeter, der ved siden af den allerede nævnte
al-Mutamid, opnåede størst berømmelse var
Ibn Zaydun (1003 – 1071), det samme gjorde hans elskede, den smukke prinsesse
Wallada. Endvidere kan nævnes
al-Ramadi (død 1015) og, et århundrede senere,
Ibn Zamrak, poeten som i det XIV årh. skrev sine digte på la Alhambras mure. Den mest elegante og kultiverede poesi-form var la qasida med et kompliceret versemål, selvom der også opstod en mere folkelig poesi kaldet muwashaha og zéjel, hvis ypperste repræsentant var levemanden
Ibn Qusman, XII årh. Hans berømmelse nåede helt til Bagdad.
Musikken blev aldrig en særlig anerkendt kunstart i Islam. Til trods herfor blomstrede den i al-Andalus med store musikere, blandt hvilke man må nævne
Ziryab, som stammede fra Bagdad, IX årh. Han revolutionerede tøjmoden, kosmetikken og køkkenet, og samtidig var han en fremragende lutspiller. Han tilføjede en femte streng til lutten.
Prosaen – særligt filosofien – havde også sine store navne. Nævnes må den store tænker
Ibn Tufayl, hvis hovedværk, Havy Ibn Yaqzan, også kendt som "Bogen af den Autodidakte Filosof", uden tvivl har været forbillede for Robinson Crusoe af D. Defoe. Endvidere
Ibn Suhayd (død 1034) med værket Al-Tawabi wa-l-zawabi, Ånder og Dæmoner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar