Dagligliv

Et folks liv måles ikke kun på deres kunstneriske og videnskabelige bedrifter, men også på hvordan de lever det daglige liv, deres sædvaner, sociale strukturer og organisation
.

Også set på den måde var al-Andalus fremstående og kultiveret. Der opstod en ny type meget struktureret bysamfund, efterhånden som man revolutionerede arbejdsopgaverne på landet, og man indførte en lang række nye metoder i kvæg- og landbruget

Bycentrum var medina, et lukket torv med smalle, tætte gader, som var inddelt i to zoner: Handelszonen og den lokale zone. Zoco var et mødested, først og fremmest for  mænd, hvor man i enorm trængsel udførte de mest forskelligartede transaktioner og også de mest uventede intriger. Forretninger og boder lå på bestemte steder. Her kunne man finde de mest forskelligartede varer. Fra krydderier og parfume til grøntsager og frugter, kød, tøj, guldsmedearbejder og keramik. En serie strenge regler regulerede handelslivet – man kan stadig læse disse regler i de komplette love af Ibn Abdun. At reglerne blev overholdt blev overvåget af almotacén (hvis ærlighed, der ikke altid var garanti for), inspektør for zoco.

I al-Andalus oprettede man en effektiv administration og et temmelig indviklet juridisk system. Man betalte sine køb med klingende kontanter. Mønterne blev i begyndelsen præget i Córdoba, og i Taifa-perioden i andre byer. Dinarer, dirhem og feluse var normal, gangbar mønt. Moskeen var også et meget besøgt sted. Ikke kun for at afsige de daglige bønner, men også for at holde forskellige møder af social eller fælles karakter eller for at kunne studere lidt afslappet eller for at slippe for sommervarmen i skyggen af moskeens søjler. Dagliglivet udviklede sig udenfor handelsområdet, i de befæstede byområder i medina, som for en sikkerheds skyld lukkede portene om natten - og man udsatte vagtposter. Boligerne, som var enkle og beskedne udefra, kunne være meget luksuriøse indvendig, og under alle omstændigheder var de fredfyldte og komfortable refugier i meget højere grad, end det var normalt i resten af Europa på den tid.

Alle boliger var indrettet omkring en patio, og hvis familien havde råd med et svømmebassin eller i hvert fald en brønd. Værelser, alkover og køkken vendte mod patioen, det samme gjorde den øverste etage. Møblerne var enkle, et par kister, et bord med indlagt mosaik og forskellige pulterrum og nicher, hvor man kunne opbevare bøger og værdigenstande. For at holde varmen brugte man måtter og uldtæpper på gulvene, varme silke- eller uldpuder og en god ovn. I hver bolig var der et “anstændigt” toilet; byens kloaksystem såvel som gadebelysning var perfekt organiseret, hvilket er bemærkelsesværdigt, når man tænker på, at det drejer sig om århundrederne IX og X. Der var utallige offentlige badeanstalter. I Córdoba under kalifatet, X og XI årh., var der mere en 600. Man tog ikke blot bad og vaskede sig, man slappede af og fik massage. I badeanstalten. Kun iklædt et håndklæde var alle lige, og som sådan opførte man sig. Eftermiddagene var forbeholdt kvinderne, som vaskede og pyntede sig, konverserede og endog spiste små mellemmåltider. Hårfjerningsmiddel, henna, viololie, jasmin- og moskusparfume, specialsæbe til håret, væske for at gøre blikket strålende, nøddekærner til at farve læber og gummer……, udgjorde et sandt, kosmetisk arsenal for at vedligeholde skønheden for andalusí-kvinden.

I køkkenet forvandlede denne forfinede kvinde sig til virtuos. Hun tilberedte mandelkager, honningbrød, frikadeller med kommen, kødfars og semulje, cuscús, indbagte ærter og fisk, tilberedt med grøn koriander, og fyldte auberginer.

Og urtehaverne blomstrede i den mauriske periode, som de aldrig havde blomstret før. De fyldtes med nye grøntsager som auberginer, artiskokker, julesalat, asparges……, og nye frugter som granatæbler, meloner, citroner og abrikoser. Mellem frugterne anede man blomsternes farve og duft; der var gyldenlakker, roser, kaprifolium og jasminer. Vandledninger og vandmøller sørgede for vandforsyningen. Man forbedrede podningsteknikken, og man skabte botaniske haver for at studere og udvikle medicinske urter, dette i samarbejde med hospitalerne. Undervisning var som tidligere anført højt skattet af muslimerne. Myndighederne stod som garant for udviklingen. Studenterne kunne optages i moskeerne eller i madrazaerne (madraza=højere læreanstalt) og modtage den undervisning, de valgte; de dominerende fag var dog de hellige tekster og den teologiske videnskab. Hvis eleven kom fra en velstående familie, kunne han få en huslærer, som gav undervisning i  hjemmet.

tilbage til Kunst og arkitektur i Al-Andalus