Kunst og arkitektur i Al-Andalus

Når man taler om islamisk kunst, er det ikke en entydig kunstnerisk udtryksform. I virkeligheden refereres der til den samlede skabende kunst og arkitektur, som var fælles for et område af enorm geografisk udstrækning, en kunst som ikke var begrænset til en enkelt etnisk gruppe, men som omfattede så forskellige områder som en stor del af det mørke Afrika, Magreb (Nordafrika), Indonesien, Den Persiske Golf og forskellige zoner i Kaukasus, Europa, Kina og Indien. Under denne overnationale betegnelse, skjuler der sig mange kulturelle forskelligheder, som er bestemt lokalt eller regionalt.

  I Islams første år opstod der en rig og varieret kunst baseret på den klassiske tradition, på den byzantinske kunst, den persiske kunst og på de undertrykte, østlige folkeslags traditioner. Til trods for dette giver originaliteten i de arkitektoniske strukturer og i de udsmykkede motiver en egen islamisk kunst, typisk for den muslimske verden. I alle de islamiske, kunstneriske værker ser man et indiskutabelt slægtsskab og en fælles udtryksform.

Udsmykningen er uden tvivl den kunstart, der udviser de største fællestræk. Man ser de samme temaer i udsmykningen, både i arkitekturen og i de lusuriøse dekorationer, uanset hvilket materiale det drejer sig om eller hvilken teknik, der anvendes. Den store overdådighed i de udsmykkede facader gør, at den oprindelige konstruktion er delvist kamufleret, en

tilstand som er kendt som "horror vacui". Ved hjælp af gentagelse af motiverne, som ofte er geometriske, og den fine kombination af de anvendte materialer og strukturen i opsætningen opnår man en tredimensional effekt, som giver bygningerne en vis mystik og lethed. Lys og vand er uundværlige elementer for at opnå denne næsten uvirkelige effekt. Både bygningerne og de dekorerede objekter, skønskriften, de sammenvævede stjernemotiver og de stiliserede, vegetale motiver, udstråler et smukt samspil med omgivelserne. De symbolske, figurative motiver bruges ofte på kunstgenstande i hjemmene i modsætning til den almindelige opfattelse af, at den islamiske tradition forbyder det. Sandheden er, at skønt traditionen ikke forbyder det, så frarådes det i høj grad, eftersom guddommeligheden ville miste sin  ikke-materielle oversanselighed ved at forsøge at give den ansigt. Af den grund findes der aldrig billedfigurer i de religiøse bygninger. Et andet meget karakteristisk arkitektonisk dekorationselement er de såkaldte "mocárabes", som adskiller forskellige rum, og som er opbygget som halvrunde eller prismatiske biceller. Motivet gentages og gentages, så det virker som en ægte bisværm.

Indenfor den spansk-islamiske udsmykningskunst fortjener følgende objekter især at blive fremhævet: Kister og skrin, krukker og bøtter - af ypperste kunstnerisk- og håndværksmæssig kvalitet - mortere, røgelseskar og (vand)haner i bronze, træskærerarbejder, lerfade og -kar, kander og vaskefade i glaseret keramik, stenbassiner og elegante søjler og pidestaler i marmor, guldsmedekunst, pragtfuldt vævede silketæpper og fremragende bogindbindinger.

 

F.s.v.a. arkitekturen er der mange spansk-muslimske bygninger, man kan beundre i dag. Blandt de religiøse bygninger må fremhæves moskeerne. Oprindelsen til moskeerne skal tilsyneladende søges i profeten Muhameds eget hus, som havde en overdækket del og en anden del under åben  himmel. Dette enkle udgangspunkt udviklede sig gradvist for til sidst at forvandle sig til et perfekt, funktionelt tempel velegnet til hjemsted for menighedens bønner.
Næsten alle moskeerne - man siger næsten, fordi i al-Andalus var der mindre afvigelser - vender mod "qibla", i Mekka, fordi der i muren på denne moské er anbragt en "mirab", hvorfra imanen dirigerer bønnerne. Moskeen er udstyret med en "alminar" (minarettårn), hvorfra "almuédano" indkalder til bøn fem gange om dagen. Et andet karakteristisk element er "shan" (haven), hvor man finder renselseskilden. Den lukkede del af moskeen, kaldet "haram", er normalt indrettet som en stor, aflang sal med skibe, som vender vinkelret mod "qibla". Skibene forlænges undertiden, så de omkranser haven. Blandt de største moskeer, som blev bygget i al-Andalus, kan nævnes moskeen i Córdoba og blandt de mere beskedne moskeen Almonaster la Real.

En anden meget karakteristisk bygning fra den islamiske verden er "madraza" (højere læreanstalt), hvor man underviste i religiøse emner og retsvidenskab. Man opførte madrazaen i en rundkreds omkring et haveanlæg, hvortil man fik adgang gennem fire store døre fra fire store "iwanes" (sale). Oven over var der værelser til studenterne. Man har bevaret en del af madrazaen i Granada, men de mest imponerende ser man i Fez (Nordafrika) og i særdeleshed madrazaen "Bu Inania".

Ligeledes af religiøs karakter byggede man i al-Andalus utallige mausolæer, hvor man begravede konger og hellige mænd. Mausolæerne var dækket af kupler og havde normalt en kvadratisk konstruktion.

F.s.v.a. den militære arkitektur må man nævne befæstningen af byerne med murværk, som med regelmæssige mellemrum var forsynet med tårne. Foran murværket havde man opført lavere forsvarsværker med skydeskår og forstærkede brystværn. Adgangsportene i murene konstruerede man ofte i vinkel med muren. Man har bevaret interessante murværker i Niebla og Sevilla.

"Las Alcazabas" (fæstningene) var også typiske, forsvarsmæssige konstruktioner, som i visse tilfælde var så store, at de indeholdt mindre byer, som f.eks. i Málaga og Almería. På billedet t.h. La Alcazaba i Málaga.

Indenfor bygningsarkitekturen må man også nævne paladserne og alcázares (kongelige slotte) som la Alhambra (Granada) og Medina Azahara (Córdoba) - sidstnævnte var en hel palads-by.

    

Et andet udtryk for spansk-muslimsk arkitektur er den store udbredelse af "hammam" (badeanstalter), nødvendige for at
opretholde hygiejnen, som er så vigtig for Islam. Den klassiske indretning består af forskellige trin, hvor vandet bliver gradvist varmere. For at opnå dette ledte man den varme luft i underjordiske rør. Luften blev opvarmet fra et centralt fyr. Der findes bevaret pragtfulde badeanstalter i Jaén og Ronda (Málaga).

Og endelig må man ikke glemme at nævne "qisarias" (lukket torv), hermetisk lukkede områder på markedspladsen, hvor man solgte de mest kostbare varer. Man har i god restaureret stand bevaret qisariaen i Granada.

"Funduq" (kornkammer) var beregnet til at opbevare varer og til indlogering af handlende. Herfra stammer ordet (det spanske ord) fonda (gæstgivergård). Man har bevaret det såkaldte Corral de Carbón i Granada.   

næste>>

Den videnskabelige og kulturelle arv

Araberne var lige fra periodens begyndelse (VIII årh.) i mindretal i al-Andalus. Størsteparten af befolkningen var var hispanos og berbere. Af den grund var det talte sprog ikke arabisk, men romansk. I det IX årh. fandt der imidlertid en stærk arabisering sted. Dette havde uundgåeligt at gøre med den betydning, det arabiske sprog havde som sproget, der blev brugt i den ny religions hellige bog, Koranen.

Det arabiske sprog var i al-Andalus synonymt med forfinelse og lærdom, selvom næsten hele befolkningen talte romansk. Det var ikke kun muslimerne, som studerede arabisk, også los mozárabes, kristne som forblev under islamisk dominans, udtrykte sig både skriftligt og mundtligt på dette sprog. Det samme skete for jøderne, og de to befolkningsgrupper var meget aktive i det offentlige liv i al-Andalus. Der er bevaret en udtalelse herom af Álvaro de Córdoba, som beklager sig over udbredelsen af det arabiske sprog i det IX årh.: ”Mange af mine trosfæller læser arabisk prosa og poesi og studerer de islamiske teologiske og filosofiske værker, ikke for at gendrive dem, men for at lære at udtrykke sig korrekt og elegant på det arabiske sprog”. Nogle af de mest kendte sprogforskere i al-Andalus var al-Quali, Ibn al-Qutjyah og al-Zubaydi, alle fra det X årh.

Uddannelse og kundskab havde fra begyndelsen en enorm betydning i den islamiske verden, hvilket bevises af de traditioner og normer, som blev indført af profeten selv, og som blev fulgt med den største nøjagtighed.

Udtryk som “Søg lærdom fra vugge til grav” eller ”Der er intet så betydningsfuldt i Guds øjne som en mand, der lærte en videnskab og gav sin lærdom videre til folket” var nogle af epokens mest brugte. Emirerne og kalifferne selv, som f.eks.  Abderrahman II, Abderrahman III og al-Hakkam II, var lærde folk, som omgav sig med videnskabsmænd og stillede undervisning til rådighed for alle. De lod de førende græsk-hellenske værker oversætte til arabisk, de skabte offentlige og private biblioteker – nogle utroligt udsøgte, som f.eks. al-Hakkams – og byggede moskeer og læreanstalter (madrazas), hvor man underviste i religiøse videnskaber og retsvidenskab. Nogle var fremstående digtere som kongen af Sevilla al-Mutamid og hans ven og visir Ibn-Ammar.              

Man anvendte utallige værker til videnskabsstudier, undervisning og den videnskabelige fagopdeling, som f.eks. værket som Abd Rabihi skrev i det X årh.: al-Iqd al-Farid, ”Den enestående halskæde”. Forfatteren udtrykte sig således om de forskellige videnskaber: ”(De er) religionens og videnskabens hjørnesten. De adskiller mennesket fra dyret, det rationelle fra det irrationelle”. Også den enestående Ibn Hazm (994 – 1064) skrev adskillige værker om videnskab i bøger som Maratib al-ulum eller Kitab al-ajlak. Denne forfatter har været en af de mest produktive, Islam har fostret, både som digter, teolog, jurist, historiker og filosof.

Ikke mindre en 400 værker skrev han. Hans sprog var så kritisk og bidende mod magthaverne og den åndelige fattigdom, at man sagde om ham, ”at hans sprog var så skarpt som al-Hach-Chachs sværd”. Vedrørende kundskab sagde han følgende: ”Den som søger kundskab for at gøre sig bemærket, for at prale eller for at opnå rigdom og magt, er fjernt fra at nå sit mål, fordi hensigten i så fald er at opnå noget, som ikke er kundskab”. Et vanskeligt mål!

En anden af de store lærde i al-Andalus, som beskæftigede sig med disse ting, var Said (død 1070). Han skrev blandt andre værker el Tabaqat.

næste>>

Prosaen, poesien og musikken

Prosaen og poesien var to højt estimerede kunstarter i al-Andalus. Man elskede skønheden, æstetikken og naturen. Taifa-epoken medførte et politisk kaos, men også en ”decentralisering” af kunst og kultur, som indtil da udelukkende havde været koncentreret i Córdoba. Taifa-kongerne konkurrerede om at have det mest forfinede og lærde hof og dyrkede især poesien. En af de poeter, der ved siden af den allerede nævnte al-Mutamid, opnåede størst berømmelse var Ibn Zaydun (1003 – 1071), det samme gjorde hans elskede, den smukke prinsesse Wallada. Endvidere kan nævnes  al-Ramadi (død 1015) og, et århundrede senere, Ibn Zamrak, poeten som i det XIV årh. skrev sine digte på la Alhambras mure. Den mest elegante og kultiverede poesi-form var la qasida med et kompliceret versemål, selvom der også opstod en mere folkelig poesi kaldet muwashaha og zéjel, hvis ypperste repræsentant var levemanden Ibn Qusman, XII årh. Hans berømmelse nåede helt til Bagdad.

Musikken blev aldrig en særlig anerkendt kunstart i Islam. Til trods herfor blomstrede den i al-Andalus med store musikere, blandt hvilke man må nævne Ziryab, som stammede fra Bagdad, IX årh. Han revolutionerede tøjmoden, kosmetikken og køkkenet, og samtidig var han en fremragende lutspiller. Han tilføjede en femte streng til lutten.                                                                                                 

Prosaen – særligt filosofien – havde også sine store navne. Nævnes må den store tænker Ibn Tufayl, hvis hovedværk, Havy Ibn Yaqzan, også kendt som "Bogen af den Autodidakte Filosof", uden tvivl har været forbillede for Robinson Crusoe af D. Defoe. Endvidere Ibn Suhayd (død 1034) med værket Al-Tawabi wa-l-zawabi, Ånder og Dæmoner.

næste>>

Historie og geografi

For muslimerne i Middelalderen havde historie en særlig interesse. Man skrev adskillige fyldige værker med interessante historiske oplysninger, men også geografiske, sociologiske og biografiske værker.

Det vides, at der eksisterede utallige historikere, geografer og antologister i al-Andalus, selvom mange af deres værker er gået tabt. Mellem dem må fremhæves Isa (X årh.), som skrev en almén historie om al-Andalus, senere kendt som krøniken om maureren Rasis. Lige så kendt var historien om al-Andalus’ erobring af den samtidige Ibn al-Qutiva. Fra det XI årh. kan nævnes en række fremtrædende historikere som Ibn Hayyan, født i Córdoba i 987, en lærd forfatter til utallige værker, som fortæller om tidens samfund og begivenheder. Senere kom Ibn Said al-Magribi, født i Granada i 1201, og hans samtidige Ibn Idhari. Fra det XIV årh. kendes to fremtrædende statsmænd og tænkere: Ibn al-Jatib fra Loja og Ibn Jaldun fra Tunis, forfatter til et af de kendteste værker fra den tid: el Muqaddimah.


Blandt antologisterne havde al-Himyari fra Sevilla og forfatterne fra det XII årh. Ibn Bassam og Ibn Jaqan stor betydning. Indenfor geografi fremstod al-Udri (XI årh.), hans samtidige al-Bakri, al-Idrisi, kaldet den arabiske Estrabón (XIV årh.) og Ibn Batuta fra Tanger – tidens største rejsende. De bibragte samtiden betydningsfulde oplysninger om al-Andalus og resten af den dengang kendte verden.

næste>>

Filosofi og sufisme

Fra Islams første år i Østen dyrkede man de filosofiske og logiske videnskaber i et klima af stor religiøs og intellektuel tolerance. I al-Andalus begyndte man at oversætte de græske filosoffer, først og fremmest Aristóteles, til arabisk, og der opstod stor interesse for disse græske, filosofiske værker. Dette var imidlertid ikke velset hos de strenge, religiøse myndigheder. Med mellemrum forbød man studierne og brændte bl.a. værker af Ibn Hazm, orientaleren al-Gazali og Averroes. Filosofferne fastholdt imidlertid, at intellektet og sandheden ikke på nogen måde var i modsætning til åbenbaringen, og at de blot brugte det bedst egnede instrument for at nå sandheden: ”Filosofien er ven og søster til religionen. Den modsiger ikke åbenbaringen, men bekræfter den tværtimod”, forsikrede Averroes.

Primus motor i filosofistudierne var Ibn Masarra, en forfatter fra X årh., som profeterede en panteistisk fremtid. Efter ham kom Ibn Hazm og den samtidige malagenser, jøden Ibn Gabirol, som profeterede en nyplatonisk filosofi i sit værk Yambu al-Hayat. Det XII årh. nød godt af Ibn Bayyah (Avempace) og hans dicipel Ibn Tufayl, hvis værker, som det allerede nævnte Yambu al-Hayat, fik stor udbredelse blandt de kristne.

Men den, der uden tvivl fik den største betydning – ikke blot i den islamiske verden, men i hele Europa – var Averroes (Ibn Rushd, 1126 – 1198). Man har bevaret adskillige af hans mest betydningsfulde værker. Samtidig med ham var den eminente jødiske filosof Maimónides (1135 – 1204).


I modsætning til denne rationelle strømning eksisterede der i al-Andalus også en række religiøse, sufistiske sværmere som f.eks. Ibn al-Arif (1088 – 1141) og Ibn Arabi fra Murcia (1165 –1240), som fasthold den profetiske tradition, som forkynder: ”Kend dig selv, og du vil kende Herren”, men ikke ud fra et rationelt eller intellektuelt synspunkt, men udelukkende intuitivt og religiøst.

næste>>

Naturvidenskaberne

Al-Andalus fostrede store naturvidenskabelige tænkere, som revolutionerede mange af livets aspekter med deres viden. De studerede matematik, astronomi, medicin, botanik og landbrug, men også andre videnskaber, som de religiøse myndigheder så på med kritiske øjne, astrologi, alkymi og trolddom. De studerede med nøjagtighed stjernernes og planeternes bevægelser ved hjælp af højt udviklede astronomiske instrumenter, de udviklede studiet af regning og aritmetik. Foregangsmanden var orientaleren al-Jwarizmi (herfra stammer ordet logaritme), og de udviklede Hipócrates’ og Galenos teorier om medicin.

Indenfor medicin og astronomi kan nævnes Ibn Taimiva (død 928) ; Abu Bakr al-Ansari, som underviste i aritmetik og geometri ved kalif al-Hakkams hof og den berømte Maslama al-Mayriti (død 1008), kaldet Spaniens Euclides, og ekspert på utallige områder.

Den dygtigste mediciner var Averroes og brødrene Harrani, som arbejdede under kalif al-Hakkams beskyttelse. Og man må ikke i denne hurtige gennemgang glemme den malagensiske botaniker Ibn Baytar (1197 – 1248) eller agronomen Ibn al-Awam, hvem vi skylder æren for det udtømmende og fremragende værk om landbrug, "Bogen om Landbrug". Alle disse lærde og deres værker fik stor indflydelse i hele det samtidige Europa - og i det senere - værkerne blev studeret til langt ind i det XVII årh. af mænd som Miguel Servet, Copernico, Nicolás Massa og Galileo.

næste>>

Dagligliv

Et folks liv måles ikke kun på deres kunstneriske og videnskabelige bedrifter, men også på hvordan de lever det daglige liv, deres sædvaner, sociale strukturer og organisation
.

Også set på den måde var al-Andalus fremstående og kultiveret. Der opstod en ny type meget struktureret bysamfund, efterhånden som man revolutionerede arbejdsopgaverne på landet, og man indførte en lang række nye metoder i kvæg- og landbruget

Bycentrum var medina, et lukket torv med smalle, tætte gader, som var inddelt i to zoner: Handelszonen og den lokale zone. Zoco var et mødested, først og fremmest for  mænd, hvor man i enorm trængsel udførte de mest forskelligartede transaktioner og også de mest uventede intriger. Forretninger og boder lå på bestemte steder. Her kunne man finde de mest forskelligartede varer. Fra krydderier og parfume til grøntsager og frugter, kød, tøj, guldsmedearbejder og keramik. En serie strenge regler regulerede handelslivet – man kan stadig læse disse regler i de komplette love af Ibn Abdun. At reglerne blev overholdt blev overvåget af almotacén (hvis ærlighed, der ikke altid var garanti for), inspektør for zoco.

I al-Andalus oprettede man en effektiv administration og et temmelig indviklet juridisk system. Man betalte sine køb med klingende kontanter. Mønterne blev i begyndelsen præget i Córdoba, og i Taifa-perioden i andre byer. Dinarer, dirhem og feluse var normal, gangbar mønt. Moskeen var også et meget besøgt sted. Ikke kun for at afsige de daglige bønner, men også for at holde forskellige møder af social eller fælles karakter eller for at kunne studere lidt afslappet eller for at slippe for sommervarmen i skyggen af moskeens søjler. Dagliglivet udviklede sig udenfor handelsområdet, i de befæstede byområder i medina, som for en sikkerheds skyld lukkede portene om natten - og man udsatte vagtposter. Boligerne, som var enkle og beskedne udefra, kunne være meget luksuriøse indvendig, og under alle omstændigheder var de fredfyldte og komfortable refugier i meget højere grad, end det var normalt i resten af Europa på den tid.

Alle boliger var indrettet omkring en patio, og hvis familien havde råd med et svømmebassin eller i hvert fald en brønd. Værelser, alkover og køkken vendte mod patioen, det samme gjorde den øverste etage. Møblerne var enkle, et par kister, et bord med indlagt mosaik og forskellige pulterrum og nicher, hvor man kunne opbevare bøger og værdigenstande. For at holde varmen brugte man måtter og uldtæpper på gulvene, varme silke- eller uldpuder og en god ovn. I hver bolig var der et “anstændigt” toilet; byens kloaksystem såvel som gadebelysning var perfekt organiseret, hvilket er bemærkelsesværdigt, når man tænker på, at det drejer sig om århundrederne IX og X. Der var utallige offentlige badeanstalter. I Córdoba under kalifatet, X og XI årh., var der mere en 600. Man tog ikke blot bad og vaskede sig, man slappede af og fik massage. I badeanstalten. Kun iklædt et håndklæde var alle lige, og som sådan opførte man sig. Eftermiddagene var forbeholdt kvinderne, som vaskede og pyntede sig, konverserede og endog spiste små mellemmåltider. Hårfjerningsmiddel, henna, viololie, jasmin- og moskusparfume, specialsæbe til håret, væske for at gøre blikket strålende, nøddekærner til at farve læber og gummer……, udgjorde et sandt, kosmetisk arsenal for at vedligeholde skønheden for andalusí-kvinden.

I køkkenet forvandlede denne forfinede kvinde sig til virtuos. Hun tilberedte mandelkager, honningbrød, frikadeller med kommen, kødfars og semulje, cuscús, indbagte ærter og fisk, tilberedt med grøn koriander, og fyldte auberginer.

Og urtehaverne blomstrede i den mauriske periode, som de aldrig havde blomstret før. De fyldtes med nye grøntsager som auberginer, artiskokker, julesalat, asparges……, og nye frugter som granatæbler, meloner, citroner og abrikoser. Mellem frugterne anede man blomsternes farve og duft; der var gyldenlakker, roser, kaprifolium og jasminer. Vandledninger og vandmøller sørgede for vandforsyningen. Man forbedrede podningsteknikken, og man skabte botaniske haver for at studere og udvikle medicinske urter, dette i samarbejde med hospitalerne. Undervisning var som tidligere anført højt skattet af muslimerne. Myndighederne stod som garant for udviklingen. Studenterne kunne optages i moskeerne eller i madrazaerne (madraza=højere læreanstalt) og modtage den undervisning, de valgte; de dominerende fag var dog de hellige tekster og den teologiske videnskab. Hvis eleven kom fra en velstående familie, kunne han få en huslærer, som gav undervisning i  hjemmet.

tilbage til Kunst og arkitektur i Al-Andalus