Fra Islams første år i Østen dyrkede man de filosofiske og logiske videnskaber i et klima af stor religiøs og intellektuel tolerance. I al-Andalus begyndte man at oversætte de græske filosoffer, først og fremmest Aristóteles, til arabisk, og der opstod stor interesse for disse græske, filosofiske værker. Dette var imidlertid ikke velset hos de strenge, religiøse myndigheder. Med mellemrum forbød man studierne og brændte bl.a. værker af Ibn Hazm, orientaleren al-Gazali og Averroes. Filosofferne fastholdt imidlertid, at intellektet og sandheden ikke på nogen måde var i modsætning til åbenbaringen, og at de blot brugte det bedst egnede instrument for at nå sandheden: ”Filosofien er ven og søster til religionen. Den modsiger ikke åbenbaringen, men bekræfter den tværtimod”, forsikrede Averroes.
Primus motor i filosofistudierne var Ibn Masarra, en forfatter fra X årh., som profeterede en panteistisk fremtid. Efter ham kom Ibn Hazm og den samtidige malagenser, jøden Ibn Gabirol, som profeterede en nyplatonisk filosofi i sit værk Yambu al-Hayat. Det XII årh. nød godt af Ibn Bayyah (Avempace) og hans dicipel Ibn Tufayl, hvis værker, som det allerede nævnte Yambu al-Hayat, fik stor udbredelse blandt de kristne. 
Men den, der uden tvivl fik den største betydning – ikke blot i den islamiske verden, men i hele Europa – var Averroes (Ibn Rushd, 1126 – 1198). Man har bevaret adskillige af hans mest betydningsfulde værker. Samtidig med ham var den eminente jødiske filosof Maimónides (1135 – 1204). 
I modsætning til denne rationelle strømning eksisterede der i al-Andalus også en række religiøse, sufistiske sværmere som f.eks. Ibn al-Arif (1088 – 1141) og Ibn Arabi fra Murcia (1165 –1240), som fasthold den profetiske tradition, som forkynder: ”Kend dig selv, og du vil kende Herren”, men ikke ud fra et rationelt eller intellektuelt synspunkt, men udelukkende intuitivt og religiøst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar