For muslimerne i Middelalderen havde historie en særlig interesse. Man skrev adskillige fyldige værker med interessante historiske oplysninger, men også geografiske, sociologiske og biografiske værker.
Det vides, at der eksisterede utallige historikere, geografer og antologister i al-Andalus, selvom mange af deres værker er gået tabt. Mellem dem må fremhæves
Isa (X årh.), som skrev en almén historie

om al-Andalus, senere kendt som krøniken om maureren
Rasis. Lige så kendt var historien om al-Andalus’ erobring af den samtidige
Ibn al-Qutiva. Fra det XI årh. kan nævnes en række fremtrædende historikere som
Ibn Hayyan, født i Córdoba i 987, en lærd forfatter til utallige værker, som fortæller om tidens samfund og begivenheder. Senere kom
Ibn Said al-Magribi, født i Granada i 1201, og hans samtidige
Ibn Idhari. Fra det XIV årh. kendes to fremtrædende statsmænd og tænkere:
Ibn al-Jatib fra Loja og
Ibn Jaldun fra Tunis, forfatter til et af de kendteste værker fra den tid: el Muqaddimah.
Blandt antologisterne havde
al-Himyari fra Sevilla og forfatterne fra det XII årh.
Ibn Bassam og
Ibn Jaqan stor betydning. Indenfor geografi fremstod
al-Udri (XI årh.), hans samtidige
al-Bakri, al-Idrisi, kaldet den arabiske Estrabón (XIV årh.) og
Ibn Batuta fra Tanger – tidens største rejsende. De bibragte samtiden betydningsfulde oplysninger om al-Andalus og resten af den dengang kendte verden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar